Laser: Verdens mest populære kapsejladsklasse – for unge og for voksne

Laser-jollen er en énmands kapsejladsjolle. Den største fordel ved Laser- jollen er, at den er beskyttet af One Design klasseregler hvilket betyder, at ingen ændringer på jollen er tilladt med mindre det specifikt fremgår af klassereglerne. Det betyder, at alle Laser-joller i princippet er helt ens - uanset om de er helt nye eller 10 år gamle. Effekten heraf er at det er sejleren, der vinder sejladsen og ikke jollen. Laser-jollen er udfordrende at sejle. Jollen belønner fysisk styrke og udholdenhed, sejlerens evne til præcis styring, viden om trim og taktisk kunnen. Laser-jollen er på samme tid Olympisk for både piger og drenge, og sejles samtidig såvel i klubregi som på nationalt og internationalt niveau i hele verden. Med mere end 200.000 joller fordelt på 140 lande er det klart verdens mest populære kapsejladsklasse – for unge og for voksne.

 

Laser: Ikke så meget snak - bare ud at sejle

En af grundene til at Laser-jollen er så populær er jollens komplette enkelthed. Den fritstående todelte mast med foldet sejl gør jollen let at rigge til. Samtidig gør letvægtsskroget det let at bære jollen og let at transportere den - på taget af bilen eller på en trailer.

 

Laser: En jolle for livet

Laser-jollen er for alle og bygger på ideen om at kombinerer ét skrog med tre forskellige rigge: Standard, Radial og 4.7. Unge sejlere kan således starte ud i 4.7 og skifte rigstørrelse efterhånden som de vokser fysisk og udvikler sig taktisk – vel at mærke uden at skulle skifte til en anden jolleklasse. One Design-beskyttelsen betyder også at din Laser aldrig vil blive umoderne og dette forklarer hvorfor Laser-jollen har en høj gensalgsværdi.

Endelig gør en stærk klasseorganisation, der aktivt promoverer og driver Laser sejladsen rundt om i verden samt masseproduktion af Laser- jollen at priserne på joller og reservedele holdes relativt lave.

Én af de mest fantastiske ting ved Laser-jollen er, at den på samme tid giver meget sjov og fornøjelse for familiens medlemmer i alle aldersgrupper samtidig med at den tilfredsstiller behovet for at konkurrere på højeste niveau ved de Olympiske Lege. Laser-jollen er noget helt specielt og mere end 200.000 ejere er blevet tiltrukket af jollens enkelthed og charme og tiltrækningskraften er så stor, at næsten 4.000 nye joller produceres hvert eneste år.

Når man ser 15-16-årige unge mennesker, der kommer direkte fra Optimist-jollen, få fornøjelse af at sejle jollen med Olympiske muligheder under fuld kontrol med 4.7- eller med Radial-riggen, er det lige så spændende som at høre entusiastiske beretninger fra en 60-årig, der har deltaget i Old Masters.

Laser-jollen er udfordrende og den er påskønnet - såvel i klubregi som i Olympisk sammenhæng. Når du sejler din 10 år gamle jolle til et stævne, er udfordringen at arbejde mere, hænge længere, være klogere og sejle bedre end de andre sejlere. Når du går i mål og tæller antallet af joller bag dig kan du glæde dig ved tanken om at du har slået dem på helt lige vilkår, alene med din egen indsats og uden hensyn til dit grej. Skulle det ske at der ikke er nogen joller bag dig ved du med sikkerhed, at udstyret er identisk med dine konkurrenters og at du med træningsflid har alle muligheder for at forbedre dig.

Du får også en bonus når du vælger Laser-jollen. Laser-jollen er hurtig at rigge til, den holder dig i form og jollen er billig at sejle i sammenlignet med andre jolletyper.

Laser-jollen sejles som tidligere nævnt i 140 forskellige lande og havde ved de sidste Olympiske Lege det højeste antal i tilmeldte lande nogensinde. Når du samtidig ser hvor mange lande der er tilmeldt Laser Verdensmesterskaberne, så kan man ikke undgå at blive imponeret over hvor stor Laser-klassen er på verdensplan og man forstår hvor vigtig det er at passe på den via en stærk klasseorganisation.

Laser: 3 joller i én

Laser-jollen kan - ved blot at skifte undermast og sejl - sejles sikkert i alle vindstyrker og give spændende og kontrollerede sejladser for alle sejlere helt fra 35 kg. Laser-jollens 3-rigs-mulighed er blevet adopteret af en række klubber og sejlerskoler rundt omkring i verden som en enkelt og økonomisk måde at sejle under alle vindforhold og dermed reducere tiden på land.

Laser 4.7 bruger en kort for bøjet undermast for at opretholde en afbalanceret styring, samt et 35% mindre sejlareal end for Laser Standard. Det er en ideel begynderjolle eller forsættelsesjolle til sejlere direkte fra Optimisten. Laser 4.7 er den hurtigst voksende Laser-klasse i verden og klassen samler ca. 400 sejlere til såvel kontinentale mesterskaber som til verdensmesterskaberne.  Laser 4.7 er i hastig fremmarch i landene omkring os og det ville ikke undre hvis vi ser en lignende udvikling i Danmark i de kommende år. Flere top-Optimister har på det seneste valgt Laser 4.7 og flere er på vej.
Laser 4.7 har stor tilslutning til nationale og internationale stævner og der sejles åbne mesterskaber kontinentalt, og aldersopdelt, så også helt unge sejlere kan konkurrerer med ligestillede.

Laser Radial er næste skridt på vej op. Den bruger den mere fleksible og lidt kortere undermast sammen med et 18% mindre sejl end Laser Standard. Laser Radial har stor tilslutning til nationale og internationale stævner og der sejles åbne mesterskaber på verdensplan og kontinentalt og begge steder aldersopdelt. Det tiltrækker lige så mange deltagere fra ligeså mange lande som Laser Standard gør.

Ligesom der er stor tilslutning blandt mandlige letvægtssejlere, er Laser Radial også brugt til ungdom, kvinde og masters sejladser. Mange lande støtter nu et helt ungdoms-Laser Radial- program og  et flertal af internationale sejlorganisation har Laser Radial som  deres foretrukne ungdomsjolle.

Laser Standard kan under lette vindforhold sejles af enhver sejler, men som vinden øger, er jollen bedre egnet til sejlere med større vægt.
Laser Standard har stor tilslutning til nationale og internationale stævner og der sejles åbne mesterskaber på verdensplan og kontinentalt og begge steder aldersopdelt.